Posted on: 16. juli 2020 Posted by: Cazja Leiner von Wenck Comments: 0

Vi kan anbefale en vandretur på Mors

Vi har efterhånden siddet derhjemme længe, og hvis du har det ligesom os, så kribler det i hele kroppen for at komme ud og opleve noget. Tiden peger på, at vi tilbringer sommerferien i Danmark, men det store spørgsmål er så, hvor skal man tage hen? Vi synes, du skal tage til Mors!

Ligeså snart du kommer over Sallingsundbroen, befinder du dig i pragtfuld natur. Legind Bjerge på Mors er et næsten 900 hektarer stort fredet naturområde fyldt med frodig skov og lyngsletter. De blev dannet under den seneste istid for 12.000 år siden. Den mægtige iskappe forvandlede i sin tid landskabet til en blanding af stejle bakker og dybe slugter, hvor små bække nu snor sig igennem og munder ud i Limfjorden. 

I terrænet er der også velbevarede gravhøje og huleveje. En af de mest markante er Ashøj, der ligger ved Blåbærdalen. Alle disse spor bevidner om stor aktivitet, der stammer helt tilbage fra oldtiden.

Går du mod syd, kommer du til Højriis Plantage. Fra fjorden snor sig en kroget allé med gamle høje lindetræer, som fører op til den gamle herregård Højriis Slot. Området omfatter 434 hektarer, hvoraf en stor del er skov og fine engområder.

Klik her for kort over Mors med endnu mere information og markerede vandreruter. Ruterne varierer i længde fra 1,5 til 5 kilometer.