Posted on: 16. juli 2020 Posted by: Eva Eriksen Comments: 0

Vi har tit bare bestilt en ferielejlighed og kørt afsted uden at have andet planlagt –  det er den ultimative frihed.

De fleste af os vælger nok at blive hjemme fra eksotiske rejsemål denne sommer, men det skal ikke snyde nogen for at opleve tropernes vilde natur og dyreliv. Danmark har nemlig sit helt eget tropeland, og du finder det i Randers. Direktør i Randers Regnskov, Henrik Herold, giver dig her sine bedste tips til hvad, du skal opleve i hans lokalområde.

Hvad skal man opleve i Randers?
Randers Regnskov tager førstepladsen blandt Henriks anbefalinger. Det var på en tur til Costa Rica, at Henrik og konen Helle fik ideen til at åbne den tropiske zoo tilbage i 1996. “Vi er jo nogle natur- og dyrenørder. Når man går rundt i Randers Regnskov skal det være, som når man går rundt nede i Sydamerika. Det er den oplevelse, der bliver ved med at fascinere mig.”   

Men Randers har meget mere at byde på. “Jeg synes jo, Randers er mulighedernes by. Jeg er vildt fascineret af, hvordan naturen når helt ind i bykernen. Du kan købe dig en is inde i midtbyen, og inden den når at smelte, er du allerede ude og kigge på fugle ved Vorup Enge.”

Vorup Enge er et naturområde ved Gudenåen med et rigt fugleliv. Der er flere stier i engene og to fugletårne i to etager, hvorfra du blandt andet kan få øje på rørhøg, sangsvane, kanadagås, skarv og vibe.

Hvilke spisesteder anbefaler du i Randers?
På budget: “To ristede med brød, ketchup og ristede løg – og så en cocio dertil! Fra den lokale pølsebod.” 
Det finere: “Alt godt fra havet. Jeg elsker simpelthen fisk og skaldyr. Restaurant Østergade 1 i Randers kan jeg varmt anbefale.” 

Drikker du mokai? 
Når man bor i Randers, skal man høre for meget, men Henrik byder det velkommen, når nogen nævner mokai og knallertkørsel. “Det er da bedre at have et brand for noget, der er lidt sjovt, end ikke at have noget brand overhovedet.”  

Din bedste ferieoplevelse i Danmark? 
Da børnene var små, lejede vi altid et feriehus i Agger i Thy. Der er en storslået natur deroppe, det er tæt på stranden, og så har de noget så banalt som en offentlig svømmehal med en vandrutsjebane. Mere skal der ikke til!”

Det bedste sted i Danmark om sommeren?
Der er 7 ½ minut i bil fra min have til Randers Regnskov – 13 minutter på gåben. De to steder er mine absolut yndlings om sommeren.” 

Hvilket sted i Danmark burde flere kende til?
Det må være Vejlerne i Thy. Det er et dejligt naturområde med en masse fugleliv.”

Hvad er en god hoteloplevelse i Danmark?
Jeg har lige overnattet på Kallehavegaard Badehotel i Løkken. Det er et rigtigt dejligt sted med klassisk blå- og hvidstribede interiør, tæt på stranden og en god beværtning.”

Henrik Herold

– Direktør og grundlægger af Randers Regnskov
– Bor i Randers
– Gift med Helle og har to voksne børn
– Rejser cirka fire uger om året
– Rejser altid sammen med andre – gerne familien.
– Foretrækker oplevelsesferie med natur, dyr og kultur