Posted on: 5. juli 2020 Posted by: Gert Svanborg Sloth Comments: 0

Femte del af ØLruteN går fra Aalborg til Thisted. Jeg kunne have valgt bussen, men vælger bilen for at være mere fri til skønne afstikkere undervejs. Jeg snupper et hurtigt besøg på Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum, Nordeuropas bedst bevarede landbryggeri, som Nordisk Film lånte effekter af til tv-serien ”Bryggeren”. Jeg kører igennem det store naturområde Vejlerne og besøger Danmarks eneste fuglefjeld, Bulbjerg, hvor udsigten ud over Vesterhavet er enestående. 

Målet er Thisted – hovedbyen i Thy. Her ligger det største bryggeri i Nordjylland, Thisted Bryghus – etableret i 1902. Der er i 2019 foretaget en historisk stor udvidelse til 30 millioner kroner, som kan fordoble produktionen til 6 millioner liter øl om året. 

Selvom Thisted Bryghus har mere end hundrede år på bagen hører det til blandt de mest visionære, innovative og fornyende bryggerier i vort lille land. Siden 1984 har de brugt håndplukkede naturingredienser i ølbrygningen. I 1995 var de firstmovers i forhold til økologisk øl. 

I 2015 overrakte jeg, som daværende Regionsformand for Danske Ølentusiaster i Nordjylland, Den Regionale Ølpris til bryghuset for arbejdet med lokale råvarer i øl. Hovedbegrundelsen var Nationalparkserien, hvor de populært sagt har kommet Nationalpark Thy på flaske. I talen kaldte jeg serien et mesterstykke baseret på lokale ingredienser. Efterfølgende kårede Danske Ølentusiaster tre år i træk Thisted Bryghus som Årets danske Bryggeri. 

Deres mest kendte øl, Limfjordsporteren – øllets gentleman, er eneste danske øl med egen fanklub. 

De gamle bryghusbygninger skal formentlig fremover huse Bryggekulturens Hus og således fortsætte med at give glæde til os ølelskere. 

Nu vi er i bil, tager vi ud for at opleve den Thyske natur og Nationalpark Thy. Vi kører forbi Gyrup Gård, hvor der laves økologisk malt, og vi ender i Klitmøller – Cold Hawaii, hvor nanobryggeriet 3 Crates Brewing huserer. Jeg finder deres bryg i butikken Haandpluk

Næste gang forsætter ØLruteN mod Viborg.

Gerts favoritter

Den Thyske natur, Bulbjerg og Nationalpark Thy 

Entreprenørmentaliteten i mit barndomsland – Thy 

Godt øl fra Thy – især Nationalpark-serien fra Thisted Bryghus